Der er ikke én metode til at værdiansætte alle aktiver. Gennem årene har forskere og praktikere udviklet en række metoder, der hver især behandler det samme spørgsmål fra forskellige vinkler. Vi har samlet et udvalg til alle, der vil lære, hvordan de mest anvendte metoder virker.
To værdiansættelser af det samme aktiv kan ende med forskellige værdier. Forskellen skyldes de teknikker, vurderingsmanden vælger, og den linse, vedkommende ser aktivet igennem. Forudsætningerne for en værdiansættelse er også afgørende.
Nogle gange kræver det en kombination af flere metoder at nå frem til et estimat, og vurderingsmanden vælger ikke de samme metoder i alle sager. Nogle teknikker er kvantitative. Andre er kvalitative, fordi de er bygget til at fange aktivets reelle stand, hvor dybt markedet reelt er, samt alt det, som tal ikke kan forklare. En vurderingsmand kan kombinere begge dele eller foretrække den ene frem for den anden. Men det vigtigste er det faglige skøn, vurderingsmanden foretager. En teknik giver i sidste ende kun et generelt estimat for den type aktiv, og vurderingsmandens opgave er at bruge sin erfaring og sit skøn til at justere estimatet, indtil det passer til netop det aktiv, der værdiansættes.
Hvilken metode der passer, afhænger af aktivet, af hvilken type evidens der rent faktisk findes for det, og af hvad tallet skal kunne holde til, når nogen udfordrer metoden.
Ud fra en række forudsætninger baseret på virksomhedens budgetter opstilles en fremskrivning af de frie pengestrømme til virksomheden. De tilbagediskonteres derefter til nutidsværdi med de vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger (WACC). Resultatet er værdien af virksomheden som helhed.
En metode, der minder om DCF, men hvor rentebetalinger og ny låntagning også medregnes. Pengestrømmene tilbagediskonteres med egenkapitalens afkastkrav, hvilket giver værdien af egenkapitalen direkte.
En aktie værdiansættes til nutidsværdien af det udbytte, den forventes at betale. Modellen er enkel, men den undervurderer virksomheder, der udbetaler mindre, end de har råd til, og beholder resten.
Vurderingsmanden værdiansætter først virksomheden, som om den udelukkende var finansieret med egenkapital. Derefter lægges nutidsværdien af skattebesparelsen på renteudgifterne til, og de forventede omkostninger ved finansielle vanskeligheder trækkes fra. Metoden holder finansieringens betydning adskilt fra værdien af driften.
Værdien er den allerede investerede kapital plus nutidsværdien af fremtidige merafkast. Hvert års merafkast er forskellen mellem afkastet på kapitalen og kapitalomkostningerne, ganget med den investerede kapital. En virksomhed skaber kun værdi, når afkastet på kapitalen overstiger kapitalomkostningerne.
Virksomheden værdiansættes til egenkapitalen i balancen, altså aktiverne til historisk kostpris med fradrag af afskrivninger, minus forpligtelserne. Metoden kan dog ligge langt fra markedsværdien, fordi den ser bort fra, hvad aktiverne kan tjene eller sælges for i dag.
Aktiverne værdiansættes til det, de ville indbringe, hvis de blev solgt enkeltvis, under forskellige scenarier. Derefter trækkes de forpligtelser, der skal betales til kreditorerne, fra værdien.
Aktiverne værdiansættes til det, det ville koste at erstatte dem i dag. Forholdet mellem markedsværdi og genanskaffelsesværdi kaldes Tobins q. Er q over 1, betaler investorerne mere, end det ville koste at erstatte aktiverne. Er q under 1, betaler de mindre.
Vurderingsmanden tager en standardiseret multipel, for eksempel virksomhedsværdi i forhold til EBITDA (EV/EBITDA) eller kurs i forhold til indtjening (P/E), fra sammenlignelige selskaber eller handler. Multiplen justeres for forskelle i vækst og risiko og anvendes derefter på virksomhedens egne tal for at fastsætte dens markedsværdi.
Vurderingsmanden bruger optionsprismodeller til at værdiansætte aktiver, hvis afkast afhænger af en fremtidig beslutning, for eksempel et patent, en uudnyttet oliereserve eller retten til at udvide. Modellerne fanger værdien af at kunne vente og handle, hvis forholdene bliver gunstige.
En vurderingsmand udvælger metoden, undersøger vurderingsobjektet og viser beregningerne.